Den 30. april 2026 fejrede Gåmotion 25 års jubilæum i klubhuset i Gåsebjerg Sand. Juhu, sikke en dejlig dag. Solen skinnede og et flot bord stod parat udenfor klubhuset med velkomstdrinks mm. Indenfor stod bordene dækket op med dug og flag, gjort klar til mad og vin. Gåudvalget havde sørget så flot for det hele med Helle Kamuk og Elfi Bork i spidsen.
Vi blev budt velkommen af Helle og snart bredte der sig en dejlig stemning og snakken gik lystigt. Vi var spændte, mon alle 58 piger som havde meldt deres ankomst, kunne være der. Jo, alle fik en plads ved bordene og hyggede sig med lækker mad og vin.
Tusind tak for en dejlig dag, som jeg vil gemme i mit hjerte, sammen med alle de andre dejlige dage vi gennem tiderne har haft.
Her er et pluk af min tale som jeg holdt på selve dagen, hvor jeg fortæller historien om Gåmotion med et kærligt tillykke med jubilæet.
***

Tak for den flotte invitation. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan være med idag. Og rørt. Af hjertet stort tillykke til gåmotion med jubilæet.
25 år fantastisk. Det er gået godt. Mine tanker går tilbage til dengang hvor vi startede. Det var den 26. april 2001. Jeg kendte jo klubben, havde løbet der en del år, og kendte skoven, men så blev jeg alvorligt syg et par gange med brystkræft og kunne ikke løbe mere. Og der opstod ideen, Hvad så? Jamen, Du kan da gå i skoven. Det var godt nok ikke så almindeligt at gå i skoven dengang, der løb man og man spadserede i byen.
Inden vi startede op, havde jeg spurgt Freddy Johansen om vi måtte gå ind i klubhuset og drikke kaffe. Gerne, der er ingen om torsdagen, så kan I få den dag. Og sådan blev torsdag til vores dag.
Jeg prøvegik en tur først. Vi var 8-10 piger der gik den allerførste tur. Nogen er stoppet, nogen er ikke mere, bla Hanne Gundlach som mange sikkert husker. Det blev til mange ture det første år i området. Lerbjerget, Arreskov sø, Svanninge Bakker og Bjerge. Vi travede løs. Skoven var ikke afmærket dengang, så det kom der mange spændende ture ud af. Vi var de unge tressere, kunne nærmest gå på vandet.
Og vi var kvinder. Der var et par mænd som forsøgte sig. Jeg husker Jes. Han startede en torsdag, hvor vi havde tur til Bjørnø og der stod han klar ved båden. Der blev kigget og jeg blev spurgt, hvad skal han? Og hvor skal vi så tisse? Torsdagen efter var han der igen. Der var jeg på ferie, men har fået fortalt, at pigerne ventede ikke, de gik fra ham. Han ringede til mig og sagde, det er vist ikke noget for mig.

Så var det problem løst for vi havde planer om ture med overnatning, Og her ville det vist give problemer, når vi skulle dele værelse. Vores første tur gik til Sønderborg Vandrehjem hvor vi gik på Gendarmstien. Den tur er stadig populær. Og senere kom Ture til Ærø, Samsø, Hærvejen, Fyens Hoved, Assens, Skrøbelev, og mange, andre ture, der vækker gode minder om storm, regn og røde kinder og alt for mange km.
Og torsdagene fortsatte i området og vi sluttede af i klubhuset med kaffe og sang. Det var hyggeligt. Hvis en foreslog en tur, stod vedkommende også for turen. Fødselsdagsfest om foråret og julefrokost til jul. Vi sang, der var musik og mavedans bla. Der var fest og farver. Jeg husker det var så sjovt.
Et er, at jeg fik ideen og fik startet Gåmotion. Men I har videreført det, ellers havde der ikke være noget der hed Gåmotion i dag. Marianne Vestergård blev næste formand. Så kom Hanne Bøgholm og Inge Winther og nu Helle Kamuk til. Alle udvalgene har og gør et fantastisk arbejde for klubben. Der kunne nævnes så mange navne, men fælles for alle er, at alle nærer et kærligt ønske om at være der for klubben og for hinanden.
Der er sket meget i de 25 år. Dengang vi startede var skoven ikke afmærket. Nu er der afmærkede vandreruter, løsgående køer og heste, 5 stjernet kostald, færiste og biodiversitet.
Og midt i hele herligheden lever Gåmotion opdateret og i bedste velgående for os alle. Torsdagspigerne for de hurtige, moderaterne med mere. Søndagspigerne, hvor turene er kortere, tempoet afpasset, og rygsækken pakket og snakken går, husker du?
For er man engang landet i klubben, så bli´r man, for man kan slet ikke lade være. Fundamentet har altid været. Vi skal have det godt. Og det får vi her, venner, snak, motion, samvær, hjælpsomhed og omsorg. Al det som gør os glade. Det er guld værd. Jeg ved det. Jeg kom jo selv i gang dengang. Der var brug for en. Det er godt at mærke.
Da jeg stoppede som formand i 2011 var vi 78 piger. Der ligger en mappe som jeg lavede dengang med højdepunkter og billeder i for de første 10 år.
Tak til Gåmotion, tak til alle jer søde piger.
Udbringe et 3-foldigt leve for gåmotion.
Held og lykke fremover fra Else