Endnu engang har Else, Randi og Ingerlise taget initiativ til en skøn og veltilrettelagt vandretur, der indeholder det hele: Dejlige natur- og kultur-oplevelser, herlig stemning og lækker mad…
Onsdag morgen kørte vi afsted fra Sydfyn med den mest nødvendige bagage (minus beauty-boks og Carmen-Curlers) i vore små biler … Første destination: Naturcentret Hindsgavl hvorfra vi gik på Hindsgavlstien gennem Dyrehaven… med smuk udsigt til Lillebælt og Fænø. Midt på eftermiddagen videre til Kongebrogården, indkvartering og kaffe

Torsdag formiddag: Besøg på det (med rette) verdensberømte museum Clay! Selvfølgelig fortsatte vi ad keramikruten ind til Middelfart Havn! Sultne og klar til en lækker frokost!
Middelfart var min barndoms by … Nogle havde lyst til at følge mig gennem byen og ud ad Gl. Banegårdsvej (mod Strib). Memory Lane vækker altid historier til live…… i dette tilfælde minder fra før den nye bro blev bygget… inddragelse af stranden, inkl. nedrivning af smukke strandvejsvillaer …!
Aftenen blev nydt i smukkeste aftensol med udsigt til de to “generationer” af Lillebæltsbroer og tydeligt legende marsvin i det strømfyldte, smalle bælt!

Fredag var oprindeligt tiltænkt Bridgewalking, men kun to havde meldt sig, og desuden blæste det ret voldsomt den dag, så det var næppe blevet muligt… Efter endnu en kæmpe morgenbuffet, som vi kunne give os god tid til, forlod vi Kongebrogården!
Tata, som nu bor i et nybygget lejligheds-kompleks ved havnen i Middelfart, havde inviteret på besøg! Nogle af os måtte køre direkte hjem; men de, der kunne tage imod invitationen, fortalte om, hvor spændende det var, at gå på “opdagelse” i Tatas smukke hjem med de mange hjembragte sager fra især Grønland og Vietnam…
Tak til initiativtagere og deltagere på denne herlige tur! Vi er vist mange, der allerede glæder os til den næste…