Afgående formand for Løbeudvalget, Anne Marie Molter Rasmussen, har nyt fra afdelingen, og skriver bla om årets vellykkede Alpeløb og sidste år som værter for Crossløbet i bakkerne
Afgående formand for Løbeudvalget, Anne Marie Molter Rasmussen, har nyt fra afdelingen, og skriver bla om årets vellykkede Alpeløb og sidste år som værter for Crossløbet i bakkerne
Så er onsdagsholdet klar til formiddagens gå- og løbeture, den 12. november. Et par MTB'ere har også sneget sig med ...
Så er onsdagsholdet klar til formiddagens gå- og løbeture, den 12. november. Et par MTB'ere har også sneget sig med ...

Nyt fra Løbeafdelingen

Af Anne Marie Molter Rasmussen
Af Anne Marie Molter Rasmussen

Jeg kan se, at den sidste Skismøre kom i august, så jeg burde egentlig starte med Alpeløbet, som var den 21. september, men idet jeg ikke selv deltog, kan jeg ikke skrive så meget om dette. Jeg var selvfølgelig med i forberedelserne. Det er jo ikke første gang, så jeg havde jo ”opskriften” på, hvad der skulle gøres. I ugen op til var Kurt rundt med ”målebåndet” og sætte små røde pinde i jorden, så det var nemt at sætte kilometerskiltene op om lørdagen. Jeg havde fornøjelsen af at være med på 10,3 km ruten. Jeg blev betroet hammeren og de små pinde. Der blev grinet lidt af den måde, jeg brugte hammeren på, men hvad, jeg er jo ikke gammel håndværker.

1. oktober 2025 havde vi årsmøde, hvor 24 deltog. Efter jeg havde budt velkommen, spiste vi pizza. Herefter gik mødet i gang. Jeg aflagde min årsberetning, hvortil der var lidt debat om årets deltagerantal ved alpeløbet. Jeg tror nu, vi skal være glade for, at der trods alt kom 166.

Ses der på deltagerantallet efter aflysningen pga. corona i 2020, ser de således ud:

  • 2021: 129
  • 2022: 382 (Vores jubilæumsløb)
  • 2023: 182
  • 2024: 114
  • 2025: 166
Skovens flotte farver nydes på turen

Jeg ved godt, at der ”i tidernes morgen” var mange flere deltagere til Alpeløbet, men dengang var der jo heller ikke motionsløb hver eneste weekend.

FSM har i mange år afholdt crossløb i Svanninge Bakker i samarbejde med DGI, samtidig med, at flere fra FSM deltog i serien på de 10 løb, som Crossløb-sæsonen byder på. I år er der dog kun 4, der deltager fra FSM. Vi snakkede lidt frem og tilbage om det, og der var enighed om at stoppe som medarrangør af løbet i Svanninge Bakker. Jeg har siden kontaktet DGI og fortalt, at vi ikke ønsker at være med mere. Er der nogle, der om nogle år ønsker at genoptage dette samarbejde, kan de jo altid spørge DGI, om der er en ”ledig” plads.

Det sidste års tid, har vi egentlig kun været 2 i Løbeudvalget, Arne Larsen og jeg, mens Kurt Jeppesen har hjulpet os meget. Arne og jeg ønskede ikke at genopstille, og da der ikke blev valgt nogen nye, er der IKKE noget udvalg for tiden.

Vi bliver nødt til at få sammensat et udvalg! Nu da crossløbet er ude af billedet, er den vigtigste opgave ud af til ALPELØBET. (Jeg har søgt om tilladelse m.m. til løbet i 2026).

Internt i Løbeafdelingen har vi to faste arrangementer. En hyggedag ved klubhuset og en sommerudflugt. Vi har allerede arrangører til sommerturen. Jeg håber, at der er nogen, som vil melde sig til det nye udvalg. Jeg hjælper gerne i opstarten, og I vil få mine huskelister omkring Alpeløbet m.m.

Og ellers lidt fra dagligdagen. Der trænes selvfølgelig på de faste dage, onsdag, fredag og søndag. Jeg kommer jo mest om formiddagen i hverdagene. Her må jeg dog indrømme, at vi lige for tiden er flere, der går end løber. Vi har også fået nogle nye medlemmer. Her i blandt nogle herrer, som går. I og med Gåmotion-afdelingen er forbeholdt piger, er disse mænd – ligesom kvinderne – mere end velkomne hos os i Løbeafdelingen.

Selv hestene kan trænge til et hvil

Vi følger med i naturens gang, og hvis vi møder hestene, skal de gerne tælles. Hvor mange er det nu, der er? Er de der alle sammen? Vi har også set på svampe, og måske er vi heldige at møde et dådyr, et egern eller nogle forskellige fugle. (Om sommeren er der mange sommerfugle) Ja, der er altid noget at se på i naturen.

Igen i år har de store maskiner været forbi. Det er især området ved ”Kålormen” langs Odensevej, det er gået ud over. For nogle år siden var den nærmest en trampesti, i dag er det en bred, opkørt vej, hvor der ligger grene, og flere steder er den nærmest ufremkommelig. Jeg ved ikke om, skaderne bliver udbedret, hvis ikke må vi lave en ny trampesti i området.

Lige nu skriver vi november, og inden vi får set os om, er det december og jul. En tid med mange traditioner, dermed også lidt ekstra og spise. Så jeg håber, du er klar til et nyt oplevelsesrigt år i Svanninge Bjerge og Bakker, hvor vi kan få brugt lidt kalorier, få en dejlig tur og ikke mindst hygget på turene.