Skitur til højfjeldet i 2024

Skiafdelingen byder nu ind med en skitur til det norske højfjeld i marts måned 2024. Ligesom sidste år går turen til Rødungstølen, hvor der er et stort og velpræpareret løjpenet for os der elsker langrend og alt det der hører til, ikke mindst det sociale samvær mens vi er aktive. Turen er derfor også for både familier, par og enlige, unge og gamle, osv.

Highlights om turen

  • 8 fulde dage på ski
  • ”Egen” 4 stjernet bus, der kører til helt døren
  • Fuld forplejning – frokost som nistepakke (med termos)
  • Alle værelser med bad og toilet

Rødungstølen ligger i 1.050 meters højde med ”ryggen” mod Reineskarvet og vidstrakt udsigt mod især syd og vest med Hallingskarvet som det naturlige fikspunkt i horisonten. Nogen vil jo så vide at vi er ved Hallingdalen i det syd, sydvestlige Norge lige nord for Ål. Løjpenettet er vidt forgrenet, og giver rig mulighed for selv at tilpasse turlængder, og praktisk talt alle kan være med i det varierede terræn. Størstedelen af rutenettet er på højfjeldet. Er vejret ruskende eller trænger man bare til afveksling, kan der også løbes ned i skoven. Der er mulighed for kaffe, cacao, vafler m.v. på et par andre fjeldstuer i nærheden, hvis man gerne vil ind og have varmen – eller bare kose sig, inden turen går videre.

Facts om turen

  • Afrejse: Fredag d. 8. marts 2024, sen eftermiddag*
  • Hjemkomst: Søndag d. 17. marts 2024, midt på formiddagen*
  • Turen er inkl. bustransport og fuld pension, frokost dog som pistepakke.

*Der er fællestranspot fra Faaborg (og vest for Storbælt) og fælles busafgang fra Roskilde, Herlev og Helsingør.

Turen laves i samarbejde med Ruby Rejser som teknisk arrangør, hvilket gør at turen er omfattet af rejsegarantifonden. Indholdet af turen, kontakt til Ruby Rejser m.v. laves i samarbejde med ”Sneglen”, som er en Roskilde-baseret familie- og vennegruppe, der i nu 50 år har arrangeret en årlig langrendstur til Norge. Skiafdelingen har arrangeret det sådan, at vi kan danne vores egen gruppe, eller vi være sammen med Sneglegruppen, alt efter hvad der nu passer ind. Det gælder både skiløb og det sociale samvær. Samarbejdet med Sneglen gør, at vi får mellem ca. 15% rabat.
Turen gennemføres uanset antallet af deltagere. Så tøv ikke med at tilmelde dig – og din familie, din partner, din bedste ven eller veninde – eller bare dig selv.

Tilmelding, spørgsmål m.v. – Frist: 15. december 2023

  • Priser: Voksen 6.950 kr.
  • Børn 0-15 år 2.950 kr.*
  • Enkeltværelse 1.250 kr.
    *Priser for børn afhænger af den specifikke kombination ift den/de voksne der rejses med. – Spørg derfor meget gerne for eksakt pris. Ring eller skriv til Morten Holm, Tlf. 31 43 92 15, Mail: morten.holm@outlook.dk